Forsiden



Afsluttede projekter



2020- LH8 "Dyrebakke" og LH9 "Egebjergene"





I Foråret 2020 byggede vi "Dyrebakke" (orange streg). Denne strækning vil forbinde LH7 med sporet i Jonstrup Vang. Vi har lagt en linje, der udnytter så meget som muligt af det lille højdedrag, men ikke forstyrrer så meget af friluftsområdet. Konceptet for denne strækning er at det bliver godt håndværk og med fokus på detaljerne. Vi tager det grove gravearbejde med en maskine, men så skal vi grave efter i hånden.


I efteråret 2020Lavede vi også LH9 (rød streg) "Egebjergene". Når den er færdigbygget, har vi renoveret hele sporet i Lille Hareskov og kun enkelte meget korte strækninger ligger, som de lå tilbage i 2001 da sporet oprindelig blev etableret.

Målet med LH9 er at holde MTB sporet i et isoleret område, hvor der ikke er så mange af skovens øvrige gæster. Der vil dog være en krydsning, hvor MTB og alle andre skal passere ved siden af hinanden. Her vil vi bygge en bro, der skarpt adskiller MTB og fodgængere. Vi har valgt at lægge sporet på siden af en bakke, så vi kan få et sporstykke der minder om det øvrige i Lille Hareskov.



Årsberetning Team Mordor 2020





2020 var afsat til at ‘renovere’ Ormen. Ormen blev fuldarmeret, bestående af en håndgravet rende, med stabilgrus som opfyld, dækket med et enkelt lag singles og afsluttet med et tyndt lag lergrus/vejgrus (toplaget forventes at blive ‘efterfyldt’ i løbet af 2021) Svingene i Ormen blev bygget i pigsten, for det meste lagt i lergrus (bundopfyldt, hvor det var nødvendigt, med stabilgrus) og sidestøttet af kampesten. Al opgravet jord blev brugt til ‘neutralisering’ af sporet (mest til bagfyld af svingene) Der blev brugt ca.300timer på projektet og det blev efterfølgende anerkendt/rost af NS og deres ‘netværk’ (En før/efter video var et godt værktøj i den forbindelse) Resten af 2020 blev brugt på ‘Piraten’ samt forlængelse af dødemarsken.( Piraten er omlægningen af sporet imellem Dødemarsken og Mordor) Som altid var tilgangen til materialer en udfordring/begrænsning



2020 - NYE PÆLE OG ENSRETNING I LILLE HARESKOV





I samarbejde med Naturstyrelsen, er vi igang med at placere pæle for hele MTB sporet i Lille Hareskov. De nye pæle vil blive forsynet med nummer, blå pile og stednavne. Enkelte af pælene vil være Trailheads, som vil blive forsynet med et A3 kort, som dem der er sat op i Store Hareskov. Med de nye pæle, vil de blå pile kun vise i en retning, så man kører mod uret rundt



2020 - Nye pæle og ensretning på Jonstrup Vang sporet





I samarbejde med Naturstyrelsen, er vi igang med at placere pæle for hele MTB sporet i Jonstrup Vang. De nye pæle vil blive forsynet med nummer, blå pile og stednavne. Enkelte af pælene vil være Trailheads, som vil blive forsynet med et A3 kort, som dem der er sat op i Store Hareskov. Med de nye pæle, vil de blå pile kun vise i en retning, så man kører med uret rundt. Der vil muligvis blive lagt en ny linje, så starten af sporet ikke er dobbeltrettet.



Efterår 2019: Infotavler i Store Hareskov





Der er nu monteret A3 info tavler med kort ved de 4 hovedindgange til sporet i Store Hareskov. Hovedindgangene er:

Pæl 1 - Bakkehus

Pæl 5 - ved Kollekollevej / F24 tanken / indgangen til Mordor

Pæl 15 - Missing Link (ved motorvejsbroen)

Pæl 21 - Skovbrynet



Sommer 2019: LH10 - ny linjeføring ved Skovlyst





I juli 2019 omlagde og renoverede vi det korte stykke mellem de to p-pladser tæt ved Restaurent Skovlyst.

Sporet lå helt ude ved Skovlystvej, dvs. tæt på trafikken med biler. Sporet lå sammen med vandrestien, som blev benyttet af skovens øvrige gæster.

Med den nye linje er MTB trafikken helt væk fra bilerne og kun et sted krydser det vandrestierne.

Den nye linje krydser over et vådområde og en grøft.



Forår 2019: pæle og ensretning i Store hareskov





MTB sporet i Store Hareskov blev godkendt til On-trail.dk.

Projektet indebærer komplet opmærkning af hele sporet.

Vi bestilte 39 pæle og alle de skilte og piktogrammer der skal skrues på dem.

Pælene blev leveret rå, men en gruppe damer fra DMK kom og malede dem.

Naturstyrelsen har været ude at sætte pælene op og monteret skilte og piktogrammer.

Med opsætning af pælen er der også indført anbefalet køreretning.

Næsten alle pælene har et nummer, som også er at finde på det interaktive kort. Dette er for bedre at kunne fortælle hvor man er i forhold til mødesteder eller eventuelle uheld. Vi arbejder på at få dette kommunikeret med den lokale falck station.



Forår 2019: Afslutning af LH7 og Nordea Projekt





16 juni 2019 åbnede vi LH7. Det er 1.800 meter helt nyt spor som går fra Måløvvej til Skovlystvej. Det gamle spor var 800 meter og gik ud til Ballerupvej.


Strækningen er ensrettet som resten af Lille Hareskov og præget af hurtigt flow. Sving op ad bakke er flade. Sving ned ad bakke er alle forstærket med berm. Der er fine broer og enkelte pukler, hvor man kan hoppe.


Med færdiggørelsen af LH7 vil vi også afslutte vores projekt med Nordea-fonden, hvor vi nu har brugt over 2 mio kr. på at bygge nye MTB spor i Hareskovene.



Forår 2019 afslutning af LH6





29 april fik vi åbnet LH6.2 og LH6.3. Begge blev bygget af entreprenører.
LH6.2 blev bygget af Brdr. Bentien. Strækningen ligger i et lavt fladt område, så der er bygget op med Singles for at holde sporet tørt i de våde perioder.
LH6.3 "BMX"'en blev bygget af Dirtbuilders og er blevet næsten som en mini Bike-Park. Det starter med 4 store Berms, hvor man på den sidste kan opbygge fart til en nedkørsel med to tabletops direkte i en berm og en ekstra tabletop og så to skarpe berms, så man bremses helt op inden man kører ud på skovvejen.



2018 mere spor og større gruppe.





I 2018 var den overordnede plan at fortsætte med strækningene i Nordea-fonden projektet. Vi afholdte 7 sporweekender, hvor der blev arbejdet både lørdag og søndag. Stor tak til alle fremmødte der tilsammen lagde 1.413 timer. Vi nåede at bygge LH4+5 (Rutsjebanen), samt LH6.1 (Hejrebakken). Og kunne holde stor åbningsfest d. 11/11.


Vores planlægningsgruppe voksede til 19 medlemmer. Team Mordor fik færdiggjort to flotte nye broer Gollums Bro og Edderkoppen. Blue Team fik bygget den nye linje "HumptyDumpty" ude ved motorvejen. Og endelig fik vi lavet en ny linje ved Mudderaleen.

Stor tak til alle der støttede via MobilePay. Vi modtog over 80.000 kr. som er gået til at bygge HumptyDumpty og mudderalleen. Pengene har også betalt vores forsikringer og vi har kunne sende 3 på IMBA kursus og 9 på den årlige sporbyggerkonference.



I 2017 kørte vi videre med projektet støttet af Nordea-fonden.



LH2, som gik over ”Det Skaldede Bjerg” og igennem urørt skov, blev noget af en udfordring. På årets første spordage i april, byggede vi på det skaldede bjerg. Sporet blev gravet i hånden efter IMBA-principperne, og selvom det var hårdt arbejde, gik det rigtig godt. Vi benyttede en stubfræser til at fjerne træstubbene med, og denne kørte uafbrudt begge dage.


På de to efterfølgende sporweekender arbejdede vi også på det skaldede bjerg, men jordforholdene med sten og rødder, gjorde det nær umuligt at grave i med håndkraft, så det endte med en gravemaskine. Resultatet af maskingravet benchcut blev utroligt godt, og kombineret med brug af clinometre og IMBA-principper, var sporets kvalitet langt højere end tidligere arbejde.



Herefter arbejdede vi på to sporweekender og et par opmærknings- og rydningsdage på sammenkoblingen mellem Det Skaldede Bjerg og Bakkehus. Denne stræknig kom til at hedde One Direction. Stykke blev bygget med henblik på én kørselsretning, og blev koblet på Dirtbuildersstykket, så det første knudepunkt nu var en realitet.


Inden sommerferien begyndte Dirtbuilders at bygge på LH3, som er strækningen fra Skovlystvej mod Bakkehus, og efter sommerferien byggede vi tilslutningen hertil. Samtidig lukkede vi den nordlige strækning i Lille Hareskov, og lavede en midlertidig omlægning via grusveje. Hermed var første strækning til knudepunktet ved Bakkehus færdigt.


Rød streg: oprindeligt spor.

Blå og grønne streger: afsluttet sporarbejde i 2017

Orange streg: Midlertidig omkørsel



2016 blev en milepæl for vores sporarbejde grundet det store 3-årige projekt støttet af Nordea-fonden. Vi har derfor kunne lave væsentligt flere meter spor.



Over fire spordage fik vi bygget SH1. Det er meget teknisk med en del broer og stensætninger. Den gamle strækning blev lukket.


Firmaet Sven Bech byggede SH2. Det var nogle MTB gutter der stod for arbejdet, og det blev et lækkert flowspor i det flade landskab.


SH3 blev ligeledes bygget af Sven Bech. Samme gutter stod for arbejdet, men her var der lidt spændende terræn ind igennem en skov af høje Douglas graner. SH1-2-3 blev indviet ved en lille ceremoni d.19 juni 2016.


Arbejdet med LH1 startede i august og strakte sig over fire sporweekender. Her forsøgte vi os med større maskiner til at køre grus frem, og vi byggede ret mange meter på ganske kort tid. Stykket blev indviet ved den sidste spordag i november.


Rød streg: oprindeligt spor.

Blå streger: færdigt sporarbejde 2016.
I alt 3.200 meter



i 2015 fik vi støtte fra fonde og private og kunne organisere 6 spordage i løbet af året



I løbet af 2015 opnåede vi støtte fra Friluftsrådet, Nordea-fonden, DMK, Team Hareskov Cykler, samt fra private.


For begge strækninger var det bedre at lægge dem helt om end at renovere den eksisterende linje. Vi var nu rutinerede med gravemaskinen og brugte motorbøre til at transportere gruset.


Rød streg: oprindeligt spor.

Blå streger: færdigt sporarbejde for 2015

I alt 650 meter



2014 Året hvor vi er etableret som forening og kan søge midler





Foreningens første år har været helt fantastisk. Vi har haft held med de vores ansøgninger og fået midler til at gennemføre 5 gode spordage. Bestyrelsen og flere frivillige har ud over de 5 dage brugt mange kræfter på det forberedende arbejde med at grave og lægge grus, så selve spordagene kunne bruges på det sjove arbejde med at bygge broer og lave features. Vi kan være stolte af at have renoveret knap 875 meter spor. Lavet en meget flot bro på 30 meter og at have engageret 970 frivillige timer. Vi har kæmpe opbakning af Naturstyrelsen i Værløse


Tilbage



Hareskovens MTB Sporgruppe